Når enden er god…

Kufferterne pakket, taxien til lufthavnen bestilt, hotellet betalt, vi har sagt vores sidste afsked med Thailand og de eksotiske varme lande og vi er ankommet til lufthavnen i god tid. Hvad kunne der dog på nogen måde gå galt?
Hmm prøv med 7 kilo overvægt i vores check-in baggage. 1000 DKK er prisen for den mængde overvægt! Panik? – det er ikke engang ordet. Vi kiggede på hinanden og der var skræk i horers øjne. Det er altså ret mange penge for 7 kilo. I går sendte vi 6 kilo hjem til Danmark 1400 Bath (240 DKK). damen ved skrækken kunne godt fornemme vores skræk eller også var det vores svedige håndflader og pander der afslørede os. “Måske I skulle gå ud og ompakke jeres tasker lidt, så holder jeg nogle gode flysæder til jer” jo tak!
Men hvordan fjerner man dog lige syv kilo af sin baggage?
Der skal jo nok desværre smides lidt ud, så de gamle løbesko, alveredens cremer og papirer røg ud – men resten, hvad med det, det kan vi da ikke bare lige smide ud, det har vi jo lige købt!
Vi fandt tre måder at løse det problem på:
Håndtaskerne blev fyldt til renden og så bliver dere bare krydset alt hvad der kan krydses for at vi ikke liiiige skal have dem vejet i check-in. I indeholdt på hjemturen følgende + alt det jeg har glemt: 7 tykke bøger, 3 kameralinser, et kamera, en bluse, en poncho, alverdens batterier, ledninger og andre tunge småting, en Buddha der kan ryge (lidt souvenir er vel obligatorisk), briller, opladere, et par sko og alle mine smykker. = 11 kg.
Jakkelommer, bukselommer og skjortelommer blev og fyldt. I min jakkelomme havde jeg et håndklæde, en oplader og en lygte. Lau blev senere stoppet i Security kontrollen fordi hans bukselommer bippede. Det viste sig, at det var en pakke peanuts han ikke havde fået taget op af sine bukselommer
Tag ekstra meget tøj på. Tre bukser, en jakke og to halsterklæder måtte jeg iføre mig + mine vandrestøvler i Thailands lufthavn og temperaturen derinde er absolut ikke som i Island skal jeg lige hilse og sige.

Men heldigvis kom vi så og igennem første forhindring: check- in med kun 2 kilos overvægt (+ 10 ektra kilo fordelt i bukser, tasker og alle andre mulige steder). Det er utroligt, at det kan lade sig gøre! Men er der ikke et ordsprog der siger, at man kan hvad man vil. Og det ville jo ikke have været en rigtig afslutning, hvis vi ikke lige skulle have vores sidste adrenalin shock inden vi steg ombord på flyet på vej til Danmark.
Og så skal man da ikke tro, at bare fordi man ankommer til EU, så bliver det hele smertefrit. I en lille tysk lufthavn, som vi stadig ikke har fundet ud af hvad hedder, bliver vi trukket til side og får af vide, at vi skal åbne vores tasker. Det viser sig at de skal lave forskellige tjek for om vi har eksplosive stoffer med. Ser vi så farlige ud?!

Men selv alverdens kilo for meget, politimænd på bombetjek og jetlag kan ikke slå os ud. Og da vi ankommer til Kastrup 22 timer efter vi forlod Thailand, er det en hel masse dannebrogs flagviffende mennesker, der tager imod os og så ved man altså, at man er hjemme igen. Og det er nu dejligt! Når enden er god er alting godt…,
Tak til alle jer som læste med, vi håber at I har fået jer nogle billige grin, ideer til nye eventyr og indblik i to forvildede backpackers 4 måneder på farten. Det har været en fornøjelse at skrive for jer.

20110610-132739.jpg

20110610-132755.jpg

20110610-132807.jpg

20110610-132819.jpg

20110610-132833.jpg

20110610-132847.jpg

Advertisements

De sidste nostaltigske øjeblikke med Thailand

De sidste par dage har vi bare haft ren rå hygge her i Phuket. Vi har ligget ved poolen, løbet ture ved stranden, spist på lokale gade køkkener med lækker seafood og nudler (og ris). Vi har fået købt de sidste ting, Lau har b.la. Købt 20 par underbukser til 200 kr. for så slipper han for at skulle tænke på det de næste år frem, som han siger. Man forstår godt hvorfor vores tasker vejer så meget! Vi har også haft tid til at holde picnic på stranden om aftenen i mørke med stjerner der spiller på himlen med fødderne i vandkanten. Man kan sidde og blive helt filosofisk, når man sidder der i stilheden og kan hør bølgernes skvulpen og se alle stjernerne der danser på himlen!
Igår var i på vores sidste turist tur. Vi tog på et lille visit til James Bond Island. Med turguide, gruppe klistermærker og en kæmpe bus. (næsten) helt nostalgisk at opleve det igen. James Bond Island er én ud af en hel gruppe øer, der er blevet opkaldt efter en (surprise) James Bond film. Filmen, The man with the Golden gun. Der flyver James Bond ud til en ø, hvor skurken Schalamanga holder til og udvikler sine onde maskiner, der skal tilintegøre menneskeligheden – eller noget i den stil.
Rimelig mange mennesker må have set den film. Da vi ankommer til øen med en lille long tail boat, vrimler det med kinesere. Og hvor der er kinesere, er der selvfølgelig også kameraer nok til at starte en hel kamera butik. Og hvor der er kinesere og en James Bond ø, er der også fuld af kinesere der poser med finger- pistoler og skurkeudtryk i ansigtet over det hele. Øen vrimlede med dem – ret underholdende! Det var lige før vi helt selv glemte at tage billeder af øen. Og så dog – det er ikke rigtig muligt, når vi har vores elskede kameraer med, de skal jo ud og luftes. Turen bød og på et visit hos en ‘ ægte thailansk flydende landsby’, som der stod i brochuren. Meget ægthed var der dog ikke over den. Det var godt nok en flydende landsby og de snakkede godt nok thailandsk – så vidt vi kunne høre. Men ægte, der er vist en reklame mand, der har hygget sig lidt for meget. Man lagde til på en lille kaj og begiver sig i land. Først skal man igennem en restaurant, hvor minst ti thaier står i logo retaurant bluser og råber efter dig med viftene menukort. Når man er sluppet ud derfra skal man igennem endnu et turist helvede. Rækker og rækker, boder og boder med diverse turist souvenirs. “Madam a necklace, My friend need shopping? Buy this dress, get this corals, you need shorts”….. Arg NEJ TAK. Man skulle ikke tro at det kunne blive værre end turistmekkaet i Patong by (den største og mest turistede by i Phuket), men jo ude på denne lille flydende, originale by slog de lige Patong hjem med flere længder. Og nej, det er ikke noget at været stolt af. Efter at have kæmpet os igennem, kom vi dog endelig ud af på anden side og pludselig dukkede en helt anden by frem. Here nåede turisterne nok ikke ud før de vendte om og fik sig en kold cola inden båden sejlede videre. Her var der ihvertfald mænd der reparerede long tail både, katte der gik rundt og guffede fiskerester i sig, børn der spillede fodbold (på en flydende fodboldbane), kvinder der sladrede sammen imens de skær grøntsager til aftensmaden og så var der selvfølgelig folk der flygtede fra varmen og nød tilværelsen inde i husene foran deres TV. Ja, hvor der findes mennesker findes der også TVer nu til dags – man skulle tro, at det var blevet en menneskeret!

Vi sejlede tilbage mens solen gik ned bag mangovretræerne og på vej hjem i bussen så vi filmen: The man with the Golden gun.

Idag kører bussen tilbage til Bangkok. 9 timer i bus, sing a long song eller kongfu film på fjernsynet hele natten, aftensmads stop kl. 01.00 om natten og en bus chauffør, der kører som var han med i en Amerikansk actionfilm. Vi kender de asiatiske busturer efterhånden. Det bliver helt nostaltigsk at skulle køre den en sidste gang. Men det bliver nu også dejligt at komme hjem igen til DSB, information om hvornår toget går og kunne læse/spørge folk om hvor meget en busbillet koster, uden at skulle ud i en lokal rundspørge for at finde ud af det.

Vi ville gerne have lagt billeder ind, men kamera stikket ligger i en vakumpakket taske, det med overvægt vi skrev om. Så dem må I tænke jer til. Ellers så prøv at Google ‘kineser på James Bond Island’, så kan I sikkert finde rigelige fotos af øen. Eller sæt jer til rette foran fjernsynet med lørdagsslik og nyd: The man with the Golden gun.

Her kommer billederne så endelig:

20110610-133019.jpg

20110610-133032.jpg

20110610-133044.jpg

20110610-133128.jpg

20110610-133138.jpg

20110610-133148.jpg

20110610-133201.jpg

20110610-133212.jpg

20110610-133225.jpg

20110610-133241.jpg

20110610-133256.jpg

20110610-133312.jpg

20110610-133326.jpg

Sidste luksus liv i Thailand

Det er nu anden gang vi får et Thailandsk stempel i vores pas og det er dejligt at være tilbage i vante omgivelser i Bangkok. Man ved hvor det billige guesthouse er, hvor man kan købe den bedste coffee Shake og at Pat thai er den bedste frokost i backpacker området.
Vi ved at vi kan skaffe bus billetter til Phuket til halv pris hvis vi bestiller på busstaionen selv og vi ved hvilken bus man skal tage for at komme hen til busstationen. Det er næsten ligesom at være hjemme – bare varmere, billige og der er flere sorthårede mennesker på gaderne.

Jeg havde i fødselsdagsgave fået et hotel ophold af mine forældre – så det skulle nydes. For 140 DKK fandt vi et hotel i centurm af phuket, lige ved stranden, med swimmingpool, buffet morgenmad, varmt bad, fjerensyn or a/c på værelset. VI ER KOMMET KOMMET I HIMLEN. Livet bliver virkelig nydt til fylde her de sidste fjorten dage inden vi drager til Bangkok og misbruger vores dankort på de sidste indkøb.

Lidt ægte turist bade ferie kunne vi ikke tage hjem uden, selvom vi under hele vores rejse har gjort grin med alle de tykke, krabberøde liggestols turister. Men som sagt, man har et standpunkt til man tager et nyt. Og da ingen af os er politikere, kan vi godt skifte mening når vi lyster. Så afsted vi drager med en bog og et håndklæde under armen ud og nyde den thailandske stol.

20110531-085535.jpg

20110531-085603.jpg

20110531-085654.jpg

Fabelagtig fødselsdag og sørgelig afsked med Nepal

Efter vores vandretur, gav vi vores kroppe lov til at bestemme for en stund. Derfor bestilte vi bus biletter til byen Pokhara. Denne by er lige et paradis for trætte kroppe – den ligger som en lille smørklat i en af himalayas bjergkæder og spejler sig i Nepals næst største sø. Byen er stedet hvor trekkere slapper af efter at have været oppe i Himalaya bjergene og der er alt hvad hjertet kan begære. God mad, flot natur, ren luft, outdoor butikker og spændende lokal liv.

Og så viste det sig at være en super hyggelig by at holde fødselsdag i. Så den 19. Maj havde jeg en super god 21 års fødselsdag. Dagen startede med morgenmad på sengen. Æg, varm kakao, crossaint, syltetøj og frugt salat. Det hele blev anrettet på vores fine letvægter porcelæn og varmet med vores gas brænder, der havde været med os på trekking. Uhm lækkert lækkert. Derefter tog Lau mig med ud i byen og ned i mod søen. Her lejede vi en robåd og sejlede ud på søen, hvor jeg fik lov til at åbne gaver. Det var fantastisk flot at sidde i en lille robåd med hvidtoppede bjerge der spejlede sig i søen . Mere idylisk et sted har jeg ikke prøvet at åbne gaver før. Om eftermiddagen var der endnu en overraskelse i vente. Lau placerede mig foran en computer og pludselig sad hele min familie klar på Skype og sang fødselsdag sang til mig. Det er nu fantastisk at jeg kan få fødselsdagssang fra den anden ende af verden!
Der findes undskyldninger for alting og nu kunne min fødselsdag bruges som undskyldning for at spise en masse god mad. Til frokost fik vi pizza, hvilket er noget af det dyreste man kan købe her i (svarer tip 10 lokale måltider). Til aftensmad fandt vi en rigtig hyggelig restaurant med starinlys på bordene og bøffer på menuen. Nu er det ved at være fire måneder siden vi fik rigtig kød sidst, så også dette måltid kom med på vores top fem liste over måltider på vores tur. Det er utroligt så meget man kan savne kød. Men man kender det jo kun alt for godt, alt det man ikke kan få er det man vil have.

Den 21. Maj satte vi os (meget imod vores vilje) ind i en 8 timers lang, bumpende, varm og larmende ( en hel flot studenter underholdt os med nepalesisk folkesang når det er mest falsk på hele turen) bustur tilbage til Kathmandu. Her fik vi ordnet de sidste ting inden vi den 23. Maj steg ind i et fly der skulle tage os til Thailand og de sidste par bounty strande, inden vi for alvor vender snuden hjem imod Danmark.

Men i Kathmandnu rendte vi ind i et meget alvorligt problem. Det er et af de problemer alle rejsende kvinder har prøvet et par gange, man ved det, men man vil ikke indrømme det og prøver derfor bare at købe en større kuffert. Men overvægt er ved at blive et verdens kendt problem også i kuffert verdenen. Der blev mast og proppet og byttet ud. Men selvom vi puttede ti kilo i håndbaggagen, tog en ekstra jakke, vandrestøvler og halsterklæde på for at minimere vægten i 30 graders varme så kunne vi ikke få vores overvægt til at forsvinde og da vi ikke kunne få foretaget en fedtsugning operation, måtte vi skaffe os af med nogle kilo. Nu er det og sådan at vi har slæbt rundt på en riskoger, hvor vi har kunne lave mad i – når vi ikke orkede flere restauranter. Den blev det svageste led i vores grupper af overvægt. Men hvor skaffer man sig lige af med en riskoger? Og hvordan finder man lige en man kan spørge uden at de kigger alt for underligt på en. ” ja vi er backpackere der slæber rundt med en riskoger i vores taske.” til sidst gik vi hen til vores lokale grøntsagshandler og spurgte. Han forstod midlertidigt ikke så godt engelsk og troede derfor det var en gave til ham. Han tilbød os to Mars til gengæld som tak. Så os to hardcore forhandlere efter fire måneder i Asiens hårde prutten om prisen markeder endte med at sælge vores riskoger for to Mars barer. Men smilet i mandens ansigt var en større pris en et par rupees.

Sidste aften spiste vi på vordes sædvandlige lokale restaurant. Desværre havde vi ikke nok penge til aftensmad, men de gav os lidt rabat så vi kunne få den sidste omgang chowmein og dal bath, to fantastiske lokale retter som vi har nydt godt af. Der skulle imiddlertidigt gå 1.5 time inden vi kunne få vores mad, da strømmen gik (som den gør hver aften) og de ikke havde mere gas til at lave mad. Som kompensation fik vi gratis te, som vi ikke havde haft råd til at købe. Så alt i alt endte vores sidste dag i Kathmandnu med at blive endnu en uforglemmelig oplevelse på trods af penge mangel og mad kl. Ni om aftenen.

20110531-085744.jpg

20110531-085820.jpg

20110531-085802.jpg

20110531-085856.jpg

20110531-085942.jpg

20110531-090023.jpg

20110531-090107.jpg

Trekking i Himalaya bjergene!

Der er gået en del tid nu, hvor I har måtte undvære vores selvskab herinde. Men intet nyt er som regel godt nyt. Det har det i hvertfald været denne gang.

Efter at være ankommet i Nepal begyndte Himalaya bjergene at trække mere og mere i os. Vi trængte til rigtig at få brugt vores ben, komme væk fra alt larm og bare drage op og lytte til stilhed og fugle sang. Vi trængte til at rykke vores grænser og gennemføre et Himalaya trek!

Så den 30. April drog vi afsted. De første timer skulle vise sig at nogle af de værste på hele vores tur. Der ventede os noget af en bustur. For det første varede den i ti timer. For det andet viste vejen sig at være én stor bunke huler og 9.5 timer var ren hårnålesving af den værste kaliber. For det tredje blev vores bagage smidt op på taget af bussen. Ikke umiddelbart så slemt troede vi, selvom det begyndte at regne og det hele blev drivende vådt. Men ydermere viste det sig at taget blev brugt af de lokale der ikke har fået købt (eller vil betale) for en busbillet. De hopper op og sætter sig godt til rette på hvad end der ligger deroppe (fx vores tasker!). Vi fik og senere af vide, at vi havde været mere end heldige at alle vores ting stadig var i tasken – og at tasken overhovedet var kommet frem, for de lokale har ry for at have rigtig lange fingre nogle gange.

Men endnu engang tror jeg risguden holdt hånden over os. Både vi og taskerne kom uskadte til Dunche og selvom alle vores nudler var helt smudrede efter at vores tasker havde været brugt som sofa af de lokale og solcremen var blevet mast ud i hele Laus taske, så må dette betragtes som småting.
Om aftenen var der mini festival i Dunche, og de lokale havde fået anskaffet sig et bundt piv falsk syngende lokale kvinder til at underholde på scenen og til børnene var der blevet sat et pariserhjul op. Nu skal man ikke straks forestille sig Tivolis kendte pariserhjul. Det ville være ligesom at sammenligne Charlottenlund med den værste del af Vesterbro. Jeg tror også at dette pariserhjul forurenerede ligeså meget som hele Vesterbro tilsammen. Og vi som troede, at vi skulle op i den friske luft, fik bare sort pariserhjul røg ned i lungerne.

Men de næste 10 dage fik vi, heldigvis, ikke meget andet en frisk luft. Stierne var så små, at ikke engang de asiatiske scootere kunne få deres hjul herop, hvilket siger mere om stiens tilstand end asiaternes kvalifikationer på det område. Vi vandrede igennem den flotteste natur man kan forestille sig. Ligefra lysegrønne skove med blade, der var ved at springe ud til store solbeskinnede græsenge med yak køer, der gik og græssede i store flokke. Vi kom igennem små landsbyer med kvinder i lokale klædedragte og barfodede børn der rendte rundt og aldrig så meget som havde hørt ordet skole. Og vi kom forbi enlige templer med de særlige nepalesiske bedeflag i alverdens farver, der hang og blafrede i vinden. Vi vandrede op på toppen af et bjerg på 4600 m, hvor vi måtte kæmpe os igennem sne og vi var nede i dale, hvor solen skinnede og vi kunne ligge i det grønne græs i shorts og t-shirt.

Vi havde en super god vandretur af helt ubeskrivelige dimensioner. Med 150 km på 11 dage og med mere end 30 km højdestigninger ialt syntes vi at vi fortjente et stort klap på skulderen og en rigtig god yak bøf! Og det var der flere af de lokale der også syntes vi skulle have (altså et klap på skulderen). Der var flere af de teahouses, hotellerne man bor på undervejs, der kom med overraskede udbrud, når vi sagde hvor vi var vandret fra den morgen. Ja ja vi kan også gøre Danmark stolt på vores egen måde!

Vi har dog et lille dementi at komme med. Vi har har tiden kaldt vores blog: risgnaskerne. Efter efter denne tur bliver vi nok nødt til at ændre navn til: nuddelgnaskerne. For i hver af vores tasker havde vi pakket 12 poser nudler. Mere end halvdelen af vores tasker var proppede med nudler til turen. Aftenen før vi tog afsted kom Lau smilende hen til mig: jeg har været ude i baglokalet hos den lokale købmand og lavet en aftale om at købe nudler. Vi kan købe en hel kasse nudler! 30 poser nudler.
– og det tilbud var jo for godt til at misse, derfor kom de 24 pakker nudler med på tur (der var simpelthen ikke plads til de sidste!) og derfor er vi nok nødsagede til at omdøbe os: nuddelgnaskerne, for der skal spises virkelig virkelig mange ris for at kunne lave ligevægt i vægtskålen.

20110513-164849.jpg

20110513-164923.jpg

20110513-165027.jpg

20110513-165319.jpg

20110513-165402.jpg

20110513-165537.jpg

20110513-165604.jpg

20110513-165649.jpg

20110513-165824.jpg

Gemte men ikke glemte fotos

Vi har jo et par løfter, som vi ikke har haft tid til at opfylde før nu. Men bedre sent end aldrig og vi kan jo ikke sidde her hele dagen, når der er så meget fantastisk der skal opleves lige udenfor døren.
Men mens der er strøm afbrydelse og vi venter på at kunne lave noget aftensmad på værelset, kan vi lige få opfyldt vores løfte: uploade billeder fra Songkran festivalen i Thailand og vores ø eventyr til øen Koh Chang

20110426-212137.jpg

20110426-212205.jpg

20110426-212230.jpg

20110426-212305.jpg

20110426-212329.jpg

20110426-212355.jpg

20110426-212429.jpg

20110426-212458.jpg

20110426-212539.jpg

20110426-212621.jpg

20110426-212653.jpg

20110426-212714.jpg

20110426-212806.jpg

Land: Nepal, vejr: perfekt vandrevejr

Så er vi sørme kommet til Nepal. 3.5 times flyvetur fra Bangkok, passet blev ordnet i lufthavnen uden nogle problemer og vi er ankommet rimelig sikkert til Thamal området i Kathmandu.

Men det var ikke helt smertefrit (men hvornår er det det i Asien). Flyvetur var fire timer forsinket da vi kl. 12.00 mødte op i lufthavnen. Men vi fik madkuponer på 200 bath hver! Fantastisk for en omgang Pat Thai koster kun 35 i Bangkok. Men nej, inde i lufthavnen viste det sig at der ikke fandtes en ret til under 225 B, så kan man virkelig mærke man er kommet til et internationalt sted med “normale” priser igen. Av det bliver hårdt at komme tilbage til de danske priser igen. vi mødte et sødt gammelt ægtepar som boede i Kathmandu og var på vej hjem efter en ferie. De gav os deres email og skrev, at de meget gerne ville give gode tips til ikke turistede stedede i hovedstaden. Efter lang ventetid ankom vi endelig til Kathmandu lufthavn. Og her fandt vi ud af at de er 1.25 t bagud Bangkok. Mystisk land. Vi fandt en taxi i lufthavnen og da det lige var blevet tre timer senere og allerede halv nat i Kathmandu, havde vi overgivet os og bestilt et guesthouse mens vi ventede i Bangkok lufthavn. Afsted kørte vi med en lille gammel Suzuki et eller andet meget gammelt. De gik først til at starte med men så pludselig drejede han af i en mørk lille gyde hvor halvdelen af vejbelægningen var forsvundet til fordel for nogle gigantiske huller i vejen. Vejene blev mindre og mindre og mere faldefærdige og absolut ikke storbys lignede. Vi kiggede meget skræmte på hinanden og så begge lige skræbte ud. Vi var begge helt sikre på at taxien om fem minutter ville stoppe og fire kæmpe nepalesere ville springe på os. Resten af turen var det to meget skræmte mus der sad og var klar til at slå den første den bedste i hovedet der åbnede vores dør. “Vi giver dem bare alle vores tasker med det samme” nåede Lau at sige inden bilen stoppede og vi kiggede ud. ‘Anna Purna guesthouse’ stod på et skilt udenfor.. Jeg tror nærmest biæen blev lidt lettere da vi begge to åndede lettede ud og steg trætte ud af bilen.

Idag har vi vandret rundt og taget denne nye kultur i øjesyn. Det er fantastisk med en ny kultur man kan undersøge og lære noget om, efter tre måneder i meget ens lande var det fantastisk med nye indtryk. Og en anden fantastisk ting, der er vandreudstyr i alle afkroge af byen. Meget farligt for vores stakkels punge, der lige er blevet meget tyndere efter vores sidste par dage i Thailand. Men jeg tror desværre at vores lyst dominere i denne sammenhæng og når nu vi skal på vandretur snart – så bliveer man jo faktisk nødt til det, ikke?

Vores indtryk indtil videre: større potioner mad (til stor fordel for Lau, så slippes der for at skulle spise ekstra ris), de kører endnu mere sindsygt og hurtigt igennem endnu mindre gaderestaurant end i Thailand (nej vi troede heller ikke at det ville være muligt), nepalesere ligner indere mere end kinesere, hvis træk var ret dominerende i Thailand, Cambodia og Vietnam og så er vejret mindre varmt (kun 27 grader – dejlig afveksling, vi kunne faktisk sove med dyne i nat, det er tre måneder siden!)

Vi glæder os som små unger før juleaften til hvad der venter os den næste måned i dette dejlig anderledes land. Men tænk at de har en hovedstad for der kun er strøm om eftermiddagen og natten. Resten af dagen er der slukket!

20110426-211606.jpg

20110426-211636.jpg

20110426-211809.jpg